Welcome to Gaia! :: View User's Journal | Gaia Journals

dunno what to write.

an OLD novel written by me, long time ago (it's danish, so if you can't understand it, NO i WON'T translate it =_= I'm TOO tired. x3 )

Drømmenes dal


Hans lange fletning svajede i luften, og han stod som en silhuet imod månens lysende kegle. Hans ansigt var fuldkommen mørklagt. Jeg lå på jorden og kiggede op på ham, som han stod dér, faretruende og frygtindgydende. Hvem var han? Hvad ville han? Jeg kunne mærke noget varm, der ramte min hånd. Mit blik flakkede mod hånden. Blod. Blødte han? Hvorfor blødte han?

Jeg vågnede med et sæt, badet i sved og dunkende hjerte. Havde jeg nu drømt igen? Ja, det var en drøm og heldigvis ikke mere. Solen var ved at gå op i øst, og gav himlen en smuk lyserød farve blandet med den turkise og gule. Mit værelse lignede sig selv. Selvfølgelig, tænkte jeg, hvordan skule det ellers være?
»Azmaria!« Døren til mit lille værelse åbnedes og en lille, fregnet dreng stak næsen ind. »Azmaria, vi skal altså spise morgenmad nu! Skynd dig, eller du bliver nød til at vendte til frokost!«
»Ja, ja…« Mumlede jeg, og svang mig ud af sengen. Børnehjemmet jeg boede på, var strengt og man skulle komme præcis til tiden, især når man skulle spise, hvis man ikke ville lukkes ude.
Bænken jeg satte mig på var mørk og kold. Maden smagte elendigt, og det var ikke meget man fik. Men det var prisen for, at jeg som 14 år havde stukket af hjemmefra.
»Hvorfor kommer du så sent?« Hviskede min sidekammerat mig i øret. Jeg rystede på hovedet, selvom jeg var meget begejstret efter at spørge de andre, hvad den drøm mon kunne betyde.

Jeg kiggede op i loftet og tænkte på hvad kokken havde puttet i den skrækkelige tomatsuppe, der var blevet serveret til aftensmaden. Jeg havde en tendens til at fremhæve helt ligegyldige ting, og himle op over det. Stille og rolig mistede jeg interessen for suppen og slumrede hen og forsvandt ind i drømmenes verden…
Mine drømme kan til tider være rimelig realistiske, men i dag var der for meget realisme over denne drøm. Jeg, som for få minutter siden havde ligget og stirret op i det hvide loft på mit værelse, stirrede nu op i et bjælkeloft. Jeg rejste mig op. I det lille værelse jeg befandt mig i, var ikke andet end et sovebord, en kommode og sengen jeg lå i. Jeg så måbende til, imens en lille pige, med rødt hård, bundet op i en fletning, kom ind med et glas vand. Da hun opdagede mig, blev hun mindst ligeså forskrækket som jeg var for at se hende. Hun tabte glasset, og vandet løb langs gulvet.
»Hv - hvem er du? Hvor er jeg?« Beslutsom, efter et svar, kiggede jeg alvorligt på hende. Hun så
kun endnu mere forskrækket ud, og jeg slappede lidt mere af i ansigtet, og fik et mindre faretruende
ansigtsudtryk frem.
»Undskyld, forskrækkede jeg dig?« Jeg mildnede stemmen. Pigen nikkede.
»Jeg - jeg…Jeg ville have hentet et glas vand men…« Pigen samlede glasset op og forsvandt ud af døren. Sukkende rejste jeg mig op og gik ud af døren. Jeg trådte ind i den hyggeligste stue, jeg nogensinde havde set. Møblerne så bløde og uberørte ud, og pejsen til højre, gav stuen et hyggeligt, flammende skær.
»Åh! Jeg havde… tænkt mig at komme ind med… vandet« Den lille pige stod med et glas i hånden. Jeg smilte venligt til hende.
»Tak, du er sød!« Jeg tog imod glasset og undlod at drikke det hele i få slurke, for at være høflig. Jeg vendte mig mod pigen. »Hvad hedder du?«
»Øh… Hio« Hun kiggede på mig med spørgende øjne, og jeg vidste hvad hun mente.
»Jeg hedder Azmaria!« Jeg slog mit lyse pandehår væk fra øjnene. »Kan du sige mig hvorfor jeg er her?«
Hio rystede usikkert på hovedet. »Du… Du kunne spørge den gamle dame i det gule hus! Hun kender til alt!« Hio havde en vis ærefrygt i stemmen.
»Okay! Vil du vise mig derhen?«
Hio nikkede og smilede.

Den gamle dames hus var lille men hyggeligt. Hver en hylde var overlæsset med ting og sager i alle størrelser. Hio bankede på døren men ingen svarede. Hio ventede et stykke tid, men da ingen svarede, sukkede hun og trak mig om i baghaven.
»Nå… Nu må vi se om vi kan finde hende!« Sagde hun, og lød som om at det var en hel prøvelse vi skulle igennem. Jeg måtte så sandelig også give hende ret, da jeg så hvad der ventede os bag havelågen. Bag lågen var der en hel tunnel, skabt af træer og buske. Men værre endnu var, at hele haven var én stor labyrint. Jeg havde forestillet mig en lille have til et lille hus, men det var desværre ikke tilfældet denne gang. Næ nej, huset var næsten bare et lille skur i forhold til haven. Men den var smuk! Haven altså. Jeg havde aldrig troet der fandtes sådan en speciel have, i form af en labyrint.
Hio og jeg havde gået rundt i haven i et kvarter og havde endnu ikke stødt på nogen endnu. Men det lod i det mindste til, at Hio kendte haven – bare en lille smule.
Jeg lod mig dumpe ned på den nærmeste bænk, omgivet af en pergola af bøgehæk. Hio satte sig ned ved siden af mig.
»Måske vi skulle vendte til hun kommer her?« Jeg kiggede afventende på Hio. Men Hio rystede på hovedet og fniste.
»Det kan tage flere dage før hun når rundt i hele haven!«
Jeg blev overrasket. Hvor stor var den her have lige?
Vi sad på bænken i nogle minutter, og sjovt nok, kom en gammel dame gående imod os. Hio rejste sig øjeblikkeligt, efterfulgt af mig.
»Fru Kalvanne! Vi ledte netop efter dem!« Det lod til at Hio kendte damen godt, for hun stammede ikke i nogen af sætningerne. »Azmaria vil gerne snakke med dig!«
Den gamle dame, Fru Kalvanne, vente sig mod mig. Jeg blev overrasket over at hun smilte så venligt til mig.
»Øh… Goddag, mit navn er Azmaria. Må jeg stille dig nogle spørgsmål?«
»Ja da! Selvfølgelig må du det!« Hun knipsede med fingeren, og verdenen omkring mig blev kulsort…
… Lys? Jeg kunne skimte lys forude. Forsigtig famlede jeg mig gennem mærket, snublede over noget, og ’KRASJ’… lå jeg inde imellem en masse blade. For mine øjne kom en tydelig skikkelse frem, Fru Kalvanne. Hun trak mig op af hækken og jeg stod og gnubbede mig lidt.
»Hvad er det her?!« Spurgte jeg arrigt. Mit normale jeg var efterhånden ved at vende tilbage til mig.
»Hehe… Dette er en nemmere måde at finde tilbage til huset igen. Man skal bare følge lyset, og man står ved min havelåge!« Fru Kalvanne lo. »Men man skal selvfølgelig passe på hvor man træder!«
Ja, og sådan kom vi altså hurtigt tilbage til Fru Kalvannes hus. Hun gav Hio og mig en stor kop the, og lod os sidde i sofaen. Fru Kalvanne kiggede på mig.
»Nå, hvad var det du ville sige?«
Jeg rømmede mig. »Jo, altså… Jeg vil spørge, hvorfor er jeg her? Og hvor er dette sted? Hvad er det for en mærkelig have? Og… og…« Jeg havde alt for mange spørgsmål. Fru Kalvanne lo igen.
»Haha! Ét spørgsmål af gangen, tak!«
»Øh… okay. Hvor er jeg?«
»Du er i Drømmenes dal!« Fru Kalvanne sagde det som om det var det mest naturlige spørgsmål for hende. Men, nå ja… Hio havde jo fortalt mig at hun var den der vidste mest.
»Øh« Jeg fik ikke mere frem. Hendes svar var kommet så hurtigt, og det var så mærkeligt.
»Jeg går ud fra det næste du vil spørge om er; hvad er Drømmenes dal?!« Hun lo.
Jeg vendte tilbage til bevidstheden. »Øh, ja det er det faktisk!«
»Du kommer fra Jorden, rigtigt?! Det gør jeg også. Det gør alle i denne dal. Drømmenes dal, er et samlingssted for alle børn, såvel som voksne – og gamle damer, der hver nat kommer her i deres drømme. Denne dal har noget som man ikke har på Jorden, i den rigtige verden, nemlig fantasi og magi!«
»Øh… okay… Det er en dal… Som jeg kun kan komme til via drømme, altså når jeg sover!?« Jeg var begyndt at fatte noget af det hun sagde.

Min samtale med Hio og Fru Kalvanne varede lang op på dagen. Fru kalvanne havde sagt at det var ved at blive sent og tog afsked med mig.
Jeg nåede ikke at opfatte mere, førend jeg vågnede i det lille triste værelse på børnehjemmet. Sukkende spiste jeg min morgenmad, passede min skole, lavede lektier og spillede lidt boldt i gården, og glædede mig mest af alt til at komme i seng, og vågne op i Drømmenes dal.

Da der var gået en hel uge vidste jeg alt om hvad Drømmenes dal var, hvordan den var skabt og meget mere. Jeg havde oven i købet også fået venner! Jeg havde ikke haft venner siden jeg var elleve. Jeg havde Hio, drengen Rhamen og den mest uhyggelige af dem alle, en dreng ved navn Ketsuegi. Jeg kan stadig tydelig huske hvorfor jeg synes han er uhyggelig. For det første var han en dæmon. Han var ikke sådan en ondsindet dæmon som dem man hører om i gyser historierne. Tværtimod lignede han et menneske temmelig meget. Bortset nok lige fra øjnene, der var helt spidse, og de spidse ører samt hjørnetænder. Den dag Rhamen havde præsenteret os for ham, var nok den mest uhyggelige dag, siden jeg kom til Drømmenes dal. Rhamen, en høj, brunhåret dreng, havde taget os ud til staldende. Det var der Ketsuegi opholdte sig.
»Ket? Ket?« Havde Rhamen råbt. Hio og jeg havde stået og klappet en af de små ponyer i stalden, indtil en eller anden åndede os i nakken. Vi havde selvfølgelig skreget op, og havde kiggede på en leende Rhamen. Vi havde set os omkring men der var ingen. Da vi vendte os om igen, måtte vi igen skrige. En temmelig høj dreng på sytten stod mellem Hio og mig, og ponyen. Han havde mørkt, langt hår, samlet i en tynd fletning, kridhvid i ansigtet og de dér gule dæmon øjne.
Jeg lo ved tanken. Efter at vi kendte ham, var han slet ikke så frygtindgydende som den første gang vi mødte ham. Det var for eksempel Ketsuegi der havde lært mig at ride, fodre dyrene og lært mig
de forskellige fuglearter. Han var en god ven! Og det var Hio og Rhamen også!

Jeg vågnede i Drømmenes dal, en måned efter, og oplevede et syn jeg aldrig havde oplevet før. Det var, for første gang, nat i Drømmenes dal, og med en kæmpe måne midt i det hele. Det så ret spøjst ud. Jeg gik ud på terrassen, udenfor Hios hus, og betragtede den enorm store måne. Den var flot, månen. Det var næsten som om man kunne se en masse bjerge på den. Det slog mig, at månen på Jorden var langt mindre og så også anderledes ud. Måske var der to forskellige måner? Eller dette var i et andet solsystem?
Min ’måne iagttagelse’ fik en brat ende da jeg så en der gik rundt på bakken der spærrede udsynet fra resten af dalen. Jeg kunne ikke rigtig se hvem det var, men min nysgerrighed var stor. Det ligner mig, tænkte jeg, jeg er altid så forbandet nysgerrig!
De store træer omkring mig så endnu højere ud i mørket, som om de aldrig ville stoppe, men bare
fortsætte lige op i luften.
Jeg stod ved foden af bakken, den var godt femten meter høj og rimelig svær at bestige i mudret vejr, men det var tørvejr og mine bare tæer havde godt fæste på den rug jord under mig. Jeg brugte også hænderne, hvilket gjorde det en del lettere.
Jeg blev ret udmattet efter jeg ikke havde fået sovet ret meget, og måtte kravle resten af vejen op af bakken.
»Endelig!« Mumlede jeg da jeg langt om længe havde møvet mig op på bakken.
Noget varm dryppede ned på min hånd. Jeg så ned og blev forskrækket. Det var blod! Jeg lod blikket stige, op af et par pyjamas bukser, og mødte Ketsuegis Gyldne øjne, der lyste op som små lamper. Oh my god! Det er det samme… Det samme som i min drøm for flere uger siden! Jeg blev panisk.
»Hvad… laver du her på denne tid?« Ketsuegi så sørgmodigt på mig. Jeg kiggede ned. Kiggede ned på min hånd, der snart var helt mørkerød af blod… fra Ketsuegi?!
Jeg så op, og som i drømmen, stod han som en silhuet imod den store runde måne. Hans tynde mørke fletning svajede i vinden.
»Hvad laver du på denne tid?« Spurgte han igen.
Jeg ignorerede hans spørgsmål. »Ketsuegi, hvorfor bløder du?«
Først svarede han ikke.
»Det er sjældent nat her i Drømmenes dal!« Sagde han og kiggede sørgmodigt mod månen. Også han undgik det egentlige spørgsmål. Jeg blev en smule irriteret.
»Ketsuegi, jeg spurgte dig om noget andet!«
Han smilte og trak mig helt op på bakken. Derefter satte han sig ned, efterfulgt af mig.
»Jeg er en dæmon, vidste du det?« Spurgte han, stadig kiggede han på månen.
»Ja selvfølgelig! Det havde Rhamen allerede fortalt før vi så dig!«
Han var tavs i et stykke tid.
»Jeg kom til Drømmenes dal da jeg lige havde mistet mine forældre. Jeg var ni år. Fru Kalvanne havde tilbudt mig at blive her, nu når jeg ikke havde nogle til at forsørge mig længere. Men…«
Endnu en pause. Jeg fik lidt tid til at tænke det hele igennem. Jeg vidste ikke at hans forældre var gået bort!
»Men… hvorfor bløder du så?« Jeg kiggede på hans bluse. I mørket kunne man ikke se meget, men man kunne tydelig se, at den var rød af blod.
»Hvorfor bløder du?« Nu ville jeg altså have svar.
Ketsuegi lo. »Jeg ved det ikke. Det gør jeg bare. Det er ikke slemt. Det sker hver gang månen viser sig på himlen, hver gang det er nat her i Drømmenes dal. Det er kun nat her en gang om måneden.«
Jeg synes ikke at have fået svar på mit spørgsmål. Men hvis han heller ikke selv vidste det, så var der ikke mere at gå efter.
»Mit navn, Ketsuegi… Jeg har længe tænkt over om det måske er fordi jeg er en dæmon og på grund af mit navn, jeg bløder. Men jeg er ikke helt sikker« Han lo igen og smilte til månen. »Vidste du, at Ketsuegi betyder blod?« Han så på mig. Jeg rystede overrasket på hovedet. Hvorfra skulle jeg vide det?
»Må jeg spørge om noget?« Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var selvfølgelig for nysgerrig.
»Hmm?«
»Hvad skete der med dine forældre?« Jeg ventede at han ville blive sur på mig, men det gjorde han ikke. Han blev lidt stram i ansigtet.
»Jeg har forsøgt at glemme det… Jeg var meget lille, så det lyder nok lidt for overdrevent!« Han lo igen. Jeg så spørgende på ham.
»Men, hvad skete der med dem?«
Han smilte. »En anden gang vil jeg fortælle det. En anden gang!«